Forudbestil: Polio: Fra oldtid til nutid

(3 kundeanmeldelser)

kr. 270,00

Hardcover | Dansk
Af: Sven-Erik Svehag

Polio: Fra oldtid til nutid er en populærvidenskabelig fagbog med stærkt medicinhistorisk afsæt af Sven-Erik Svehag, og så er det den første danske udgivelse om polioens historie nogensinde. Til læsere med interesse for epidemier, vacciner og sundhedspolitik.

Forudbestil nu, så sender vi bogen på udgivelsesdagen.

Fund af mumier tyder på, at polio i årtusinder har cirkuleret i verden og inficeret spædbørn, som opbyggede livslang immunitet. Det var først i det 20. århundrede, hvor børn i kraft af forbedrede sanitære og hygiejniske forhold ikke længere var immune, at poliosmitte fik grobund for at udbrede sig i hele epidemier.

Lidt om Sven-Erik Svehag

Sven-Erik Svehag (f. 1932) er en af Danmarks førende eksperter i mikrobiologi og polio. Han har forsket i polio, og hans doktorafhandling The Formation and Properties of Poliovirus-Neutralizing Antibody udkom i 1965. Svehag er uddannet i Sverige og USA og har senest været ansat som professor i medicinsk mikrobiologi ved Syddansk Universitet

I Polio: Fra oldtid til nutid giver han læseren et sjældent indblik i store polio-pionerer som Salk, Sabin og Enders, og forfatteren har selv mødt flere af forskerne bag de banebrydende vacciner. Under sin forskning blev Svehag selv smittet af polio, og han er siden hen blevet immun.

Størrelse14 × 22 cm
Forfatter

Sven-Erik Svehag

Forlag

Wadskjær Forlag

ISBN-nr

9788785341440

Udgave

1.

Sprog

Dansk

Udgivelsesdato

13. maj 2026

Omslag

Hardcover/helbind

Sideantal

136

3 anmeldelser af Forudbestil: Polio: Fra oldtid til nutid

  1. karrieren.nu

    Bogen tager dig med på en både historisk og fagligt solid rejse gennem poliomyelittens udvikling og den videnskabelige kamp mod sygdommen. Med udgangspunkt i forfatterens egen baggrund som professor emeritus i mikrobiologi og hans mangeårige forskning i polio, formår teksten at kombinere personlig indsigt med videnskabelig formidling på en måde, der gør emnet levende og tilgængeligt.

    Fortællingen åbner i 1949 i en dansk landsby, hvor et barn rammes af børnelammelse. Den konkrete og nære skildring af sygdommens konsekvenser giver et stærkt afsæt for resten af bogen og understreger, hvor dramatisk polio ramte familier i en tid uden effektiv behandling. Samtidig forklares sygdommens natur, hvor børnelammelse sættes i relation til poliomyelitis og beskrives som en virusinfektion med alvorlige neurologiske følger.

    Et væsentligt styrkepunkt er bogens historiske perspektiv, hvor polio spores langt tilbage i tiden og sættes ind i en international sammenhæng. Læseren får indblik i epidemiernes udbredelse, også i Skandinavien, og i hvordan forskningen gradvist førte frem til forståelsen af virus og immunrespons. Gennemgangen af poliovirustyper og antistoffer giver en faglig dybde, uden at det bliver utilgængeligt.

    Derudover rummer bogen kapitler, der forklarer udviklingen af poliovaccinen og de videnskabelige gennembrud, som gjorde en enorm forskel globalt. Den danske vaccinehistorie bliver også belyst, hvilket giver et interessant nationalt perspektiv på en ellers international fortælling.

    Personlige erindringer fra forfatterens egen barndom og liv flettes ind og giver en ekstra dimension, hvor videnskaben møder levet liv. Sammen med historiske fotografier fra epidemiernes tid skabes et stærkt og stemningsfuldt billede af en periode, hvor polio prægede samfundet markant.

    Bogen efterlader indtryk af en grundig og engageret gennemgang af både sygdommens historie, dens biologiske mekanismer og den menneskelige erfaring, der følger med. Den henvender sig både til læsere med interesse for medicinhistorie og til dem, der ønsker at forstå, hvordan en af det 20. århundredes mest frygtede sygdomme blev bekæmpet gennem forskning og vaccination.

  2. Julie Røjsmose (@boghygge)

    Bogen beskriver både sygdommens konsekvenser for de mennesker, der blev ramt, og den videnskabelige udvikling, der førte til opdagelsen af poliovirus og udviklingen af de vacciner, som har gjort det muligt at bekæmpe sygdommen. Svehag formidler emnet på en letforståelig måde og giver læseren et indblik i både medicinsk forskning og de historiske begivenheder, der har præget kampen mod polio.

    Bogen var både interessant og lærerig. Den gav et godt indblik i sygdommen og viste hvordan den videnskabelige forståelse af polio har udviklet sig gennem tiden. Selvom emnet er videnskabeligt, er sproget let at forstå, og bogen er forholdsvis kort. Derfor er den oplagt for læsere som mig, der ikke har stor viden om naturvidenskab, men gerne vil lære mere.

    En spændende og tilgængelig bog, som giver et godt overblik over både sygdommens historie og den forskning, der har været afgørende for at bekæmpe den. Jeg vil anbefale den til alle, der interesserer sig for medicin, historie eller videnskab, men som ønsker en introduktion, der er let at gå til.

  3. Pernille Lykke (@lykkeslaeserier)

    Spændende nonfiktion om polio – tidligere kaldet børnelammelse. Det lyder måske ikke som det mest opløftende emne at læse om, men er overraskende interessant. Især kunne jeg godt lide de indledende kapitler, der dels fortæller, hvad polio egentlig er for en størrelse, men også sygdommens tidlige historie, som vi kender til den.

    Ikke fordi fortællingen om udviklingen af vaccinen ikke er interessant, men det kunne godt være en smule nedtrykkende at læse om den forskningsmæssige konkurrence lande, institutioner og forskere imellem, hvor mange tilsyneladende havde travlt med at fremhæve egne resultater og ringeagte konkurrenternes. Nå, sådan er det vel tit i akademiske kredse, og heldigvis var der også mere uselviske skikkelser iblandt, så vaccinen hurtigst muligt kom bredt ud og efterhånden blev mere og mere sikker.

    Egentlig troede jeg, at polio hørte fortiden til, men det er tilsyneladende ikke helt rigtigt. Den findes stadig visse steder i verden, og vi skal helt sikkert være glade for, at vaccinen er en del af vores børnevaccinationsprogram!

    Udgivelsen giver et fint og forholdsvist hurtigt overblik over polioens historie – især forskningen i polio. Bogen er forholdsvist kort (135 sider) og skrevet i et ikke-akademisk sprog, og jeg vil nok mest anbefale den til læsere, der som jeg er interesserede i historien.

Tilføj en anmeldelse af varen

Du kunne også være interesseret i...

da_DKDansk