Martin Haastrup Strøm
Martin Haastrup Strøm er aktuel med bogen “Med psyken på arbejde”.
I arbejde med psykisk sårbarhed
Der er stadig mange negative forventninger til mennesker med psykisk sårbarhed. Det er en viden, det kan være at have i baghovedet, når man som ung akademiker står foran at skulle ind på arbejdsmarkedet. Bogen “Med psyken på arbejde” udfolder sammenhængen mellem arbejde og recovery belyst gennem syv personlige fortællinger fra unge akademikere med psykisk sårbarhed. De medvirkende fortæller hudløst ærligt om overgangen fra at være studerende til at komme ind på arbejdsmarkedet. De deler erfaringer om stigma, forholdet til kolleger og chefer, personlige strategier, balancen mellem arbejde og privatliv, stress og forventningspres, håb, drømme, overvejelser over identitet, meningsdannelse og magtrelationer. Fortællingerne analyseres og diskuteres ud fra den videnskabelige viden om recovery og kritisk teori. Bogen er kritisk overfor, at samfundsmæssige problemer gøres til individuelle anliggender. Den demonstrerer, at man kan bestride endog meget krævende jobs som akademiker med psykisk sårbarhed. Og den viser, at arbejde kan bidrage positivt til det at komme sig. Den viser imidlertid også, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvilke betingelser, det foregår under. Bogen er et bidrag til debatten om, hvorfor det egentlig er vigtigt at arbejde, og hvad et godt arbejdsmiljø betyder for trivsel og selvværd. Den kan med fordel læses af akademikere med psykisk sårbarhed, deres pårørende, undervisere og studerende på social-og sundhedsfaglige uddannelser.
Om forfatteren
Martin Haastrup Strøm er cand. Mag. i litteraturvidenskab og filosofi. Han er tidligere lektor i læreruddannelsen og to finske universiteter, lærer på højskoler og mangeårig medarbejder i en NGO, der skaber bedre vilkår for mennesker med psykisk sårbarhed. I NGO’en har han haft fokus på at støtte unge akademikere i at holde fast i at studere, blive færdige med deres uddannelse og komme i job. Martin har gennem hele sit professionelle virke interesseret sig for, hvordan mennesker udvikler deres individuelle potentialer i fællesskaber.
