Frederik Villads

Frederik Villads (han/ham f. 1993) er dramatiker og forfatteren bag eventyrbogen ‘12 eventyr til tiden‘. Eventyrerne er hans bogdebut, og indeholder 12 originale eventyr, med moderne moraler i tidløse fortællinger. Med eventyrerne håber han at kunne give mange børn, de historier som kan gøre livet lidt mere håndgribeligt og ufarligt, når man vokser op. I håbet om, at vi alle bliver bedre til, ikke at være så hårde mod os selv. De eventyr han ville ønske han selv havde hørt som barn. Sidenhen har han i samarbejde med Wadskjær forlag udviklet ‘Ønskebarnet‘, som er en kønsneutral Barnets bog, som omfavner alle familieformer. 

 

LBTQ+ Eventyr

’12 eventyr til tiden’ er tolv tidløse fortællinger med moderne tematikker. Fortællinger fra magiske verdener, lande langt langt borte og dybt inde fra dyrejunglen.

Her møder vi en tryllende ræv, der skal lære at få selvtilliden tilbage. En dreng hvis øjne aldrig bliver tørre, men stadigvæk kan gøre gavn, selvom han ikke tror det. En hyperaktiv odder som finder ud af, at det der gør hende anderledes, kan hjælpe sin familie. Ny forelskede træer, der skal redde en forurenet sø, hvis de kan samarbejde. Sæbebobler, der gemmer på mystiske hemmeligheder – og meget mere.

Alt sammen fortællinger, der naturligt fremstiller forskellige familieformer, relationer, identiteter og etniciteter, som repræsenterer det samfund vi lever i, i dag.

I sit forfatterskab fokuserer Frederik på socialpolitiske emner, med et særligt fokus på individet over for samfundet i tematikker som ligestilling og kampen for retfærdighed.

Når Frederik ikke er forfatter

Frederik debuterede som dramatiker i 2016 med ungdomsforestillingen Heartbreak for Dummies, der har spillet på flere scener i landet og blev nomineret til året nye danske dramatik af CPHculture. Siden da har han skrevet flere teaterforestillinger blandt andet om skilsmissejul. I 2020 var han blandt episodeforfatterne på TV 2’s julekalender Kometernes Jul (2021). I øjeblikket skriver han på sin første spillefilm.

I sin fritid holder Frederik af at være godt i gang. De lange arbejdsdage foran skrivebordet skal krydres med at bevæge kroppen og sindet uden for forfatterskabet. Paradoksalt kan han faktisk ikke side stille i en stol ret længe ad gangen. I øjeblikket prøver han at lære græsk, at klatre og ro kajak. Der skal naturligvis også være plads til at slappe helt af med en god serie eller et glas rødvin til en brætspilsaften.

Foto: Johan Klitgaard