SORGENS HUSKat af sorgterapeut Birgitte Agger Mote er en selvhjælpsbog, der tilbyder forståelse, støtte og ro til dem, der har mistet til døden. Bogen griber både mennesket i sorg og dem, der står udenfor og ikke ved, hvad de skal gøre.
I bogen møder du katten Elea. Hun er en ”HUSK-at”. Med sine korte, præcise og kærlige budskaber kan Elea berolige, når verden vendes på hovedet og ens nye hverdag pludselig synes uoverskuelig.
Danmark har rekordmange ensomme – især ældre, som mister familie og venner, og som ender med at sidde helt alene med et hjerte fuld af uforløst sorg.
SORGENS HUSKat lover ikke hurtige løsninger, men tilbyder forståelse og støtte til den sørgende gennem en unik kombination af selvhjælp, skrivejournal og kreativ bearbejdning.
Sørg for at have en lille æske farveblyanter ved siden af SORGENS HUSKat. For farver har den smukke egenskab at kunne beskrive store følelser – uden nødvendigvis at skulle finde ord samtidig.
Lidt om Birgitte Agger Mote
Birgitte Agger Mote er Danmarks pioner og førende specialist inden for sorgterapi. Mote har gang på gang oplevet, hvor stor efterspørgslen efter terapi i sorgperioden er, hvorfor hun blandt andet har været i dialog med kommuner og regioner om at implementere End-of-Life Doula-rollen som en del af kommunens omsorgstilbud. Med SORGENS HUSKat er hendes mål at aftabuisere døden og sorgen, så samtalen kan blive mere tilgængelig.
Omtaler
I forbindelse med at den amerikanske skuespiller, Nicole Kidman, meddelte, at hun ville uddanne sig som end-of-life doula i april 2026, bragte DR en artikel om fænomenet og dets tilstedeværelse i Danmark med udgangspunkt i forfatteren: ”Nicole Kidman vil være dødsdoula – herhjemme spirer de også frem (…) Herhjemme har Birgitte Agger Mote siden 2020 kaldt sig “Danmarks første dødsdoula”. Hun glæder sig over, at stjerner som Nicole Kidman skaber opmærksomhed, men hun synes ikke altid, at dødsdoulaer skildres realistisk i fiktionens verden. – Doulaen kommer tit ind og er lidt hekseagtig. Lidt sådan: ‘Vi skal have noget røgelse og nogle krystaller’. Jeg kommer overhovedet ikke med hverken røgelse eller krystaller, siger hun. Hun forklarer, at en dødsdoula er noget andet end en vågekone eller en våger, der sidder ved den døende i de sidste dage og timer for at aflaste familien eller sikre, at enlige personer ikke dør alene. – Vi skal oplære både den døende og familien i, hvad det egentlig er, de går ind til, fordi det ved vi ikke længere, siger hun. Læs hele artiklen here.
Tirsdag den 21. april 2026 medvirkede Mote også i DR P1 Morgen for at tale om, hvad det vil sige at være ”end-of-life doula”: ”Nu skal vi en tur til Hollywood, for en af verdens største filmstjerner, Nicole Kidman, vil uddanne sig til at være ”dødsdoula” – en slags hjælper, der både kan rådgive og støtte den døende og deres pårørende den sidste tid. Det kunne måske godt lyde lidt som sådan et Hollywood-fænomen, men det er det overhovedet ikke. Dødsdoulaer dukker også op flere steder herhjemme. En af dem er Birgitte Mote, som er dødsdoula og stifter af ELEA Akademiet, der uddanner dødsdoulaer.” Hør hele interviewet here (indslaget begynder 02:10:50 inde i udsendelsen).
I november 2024 blev Motes filosofi omkring døden beskrevet i en artikel i Sjællandske Nyheder: ”Hun ønsker, at døden får samme opmærksomhed som fødslen.” Læs hele artiklen here.
I april 2025 dykkede Helsingør Dagblad ned i oprindelsen bag Motes drivkraft, formål og arbejde med døden: ”Tavsheden om døden ramte Birgitte Agger Mote hårdt, da hun fik brystkræft som 42-årig. Først da hendes far døde, vidste hun, hvad hun skulle. Nu hjælper hun andre som en slags dødens fødselshjælper.” Læs hele artiklen here.
Julie Røjsmose (@boghygge) –
Jeg var 16 da min mor døde. Det var pludseligt og uventet, og en sorg jeg stadig arbejder med i dag over 16 år senere.
Selvom bogen er tilset sorg efter ægtefæller/livspartnere, var der så meget der ramte plet. Jeg læste ikke mange sider før tårerne begyndte at falde. Det føltes godt at blive valideret i sin sorg, også selvom dødsfaldet ligger mange år tilbage. De følelser der hænger sammen med sorgen forsvinder ikke bare af sig selv, og bogen har gjort mig opmærksom på nogle af de områder jeg stadig bør arbejde med.
Jeg har altid selv brugt journals til at skrive mine tanker ned, når sorgen og savnet har været for stort til at håndtere. Men det kan være svært at sætte ord på. Bogen giver hjælp og redskaber til at formulere sig på forskellige måder. Øvelserne giver mening på forskellige tidspunkter i livet, og jeg er helt sikker på at det er en bog jeg vil tage frem af og til og skrive i.
At læse bogen føltes som at blive hørt uden at behøve at sige noget. At blive anerkendt og accepteret, og få et udløb for sorgen. Jeg ville ønske jeg havde haft bogen tidligere, jeg tror den kunne have været en kæmpe hjælp og støtte – især i starten af sorgprocessen. Jeg vil uden tvivl anbefale bogen til alle andre der har mistet en elsket.
Charlotte Fabricius Kragh, palliationssygeplejerske –
Det første, jeg lægger mærke til, er bogens smukke og indbydende layout. Den lilla farve og illustrationerne af den sovende HUSKat giver bogen et varmt og roligt udtryk, som inviterer læseren indenfor. Formatet er behageligt, og der er plads til egne noter, refleksioner og svar på de spørgsmål, bogen stiller undervejs. Allerede her fornemmer man, at bogen både skal læses og bruges.
Tidligt i bogen bliver læseren introduceret til sjælevennen Elea, opkaldt efter den græske gudinde Eleos, som repræsenterer medlidenhed, barmhjertighed, tilgivelse og medfølelse. Netop disse livsfænomener bliver en rød tråd gennem bogen og foldes kreativt ud i et sprog, der er enkelt, varmt og let tilgængeligt. Elea bliver en venlig ledsager på sorgens vej og minder læseren om, at sorgen ikke behøver bæres alene.
Bogen indeholder desuden kreative refleksionsøvelser, hvor læseren inviteres til at sætte ord på tanker, følelser og erfaringer. Øvelserne giver mulighed for at stoppe op og være undersøgende i mødet med sin egen sorg. På den måde bliver bogen et redskab til selvrefleksion og nænsom egenomsorg.
Det særlige ved SORGENS HUSKat er, at den sætter ord på mange af de tanker og følelser, som mennesker i sorg ofte kan have svært ved selv at formulere. Bogen hjælper læseren med at finde orientering i et landskab, hvor livet ikke længere giver de samme svar som før. Samtidig giver den plads til, at sorgen må være præcis, som den er.
Som palliationssygeplejerske møder jeg gennem mit arbejde patienter og pårørende, der lever med alvorlig sygdom, tab og afsked. Jeg ved, hvor meget opmærksomhed der naturligt samler sig om den syge, mens de pårørende ofte står mere alene med deres bekymringer, afmagt og sorg. Når dødsfaldet indtræffer, oplever mange, at omgivelserne gradvist vender tilbage til hverdagen, mens deres eget liv fortsat er forandret.
Netop derfor ser jeg en stor værdi i denne bog. Den tilbyder ikke hurtige løsninger eller en bestemt vej gennem sorgen. Derimod tilbyder den nærvær, genkendelse og medfølelse. For nogle mennesker kan netop det gøre forskellen mellem at føle sig alene og føle sig ledsaget.
I en tid, hvor både døden og sorgen ofte har begrænset plads i det offentlige rum, bidrager bogen med et sprog for erfaringer, som mange mennesker ellers kan føle sig alene med. Den minder os om, at sorg ikke er noget, der skal løses, men noget der skal leves med.
Jeg vil derfor varmt anbefale SORGENS HUSKat til mennesker, der har mistet en ægtefælle eller livsledsager, men også til fagpersoner, frivillige og pårørende, som ønsker en bedre forståelse af det landskab, mennesker i sorg bevæger sig igennem. Det er en bog, man kan tage frem i sit eget tempo, vende tilbage til og lade sig støtte af undervejs. Som en nænsom ledsager forsøger den ikke at give færdige svar eller løsninger, men tilbyder ro, genkendelse og en stille påmindelse om, at sorgen ikke behøver bæres alene.
Line Bundgård-Poulsen, psykoterapeut, podcastvært, underviser og foredragsholder –
Bogen “SORGENS HUSKat” tager dig kærligt ved hånden, og inviterer dig ganske nænsomt ind i sorgens verden. Både den sorg, der sidder i tankerne, den sorg der sidder i følelserne og den sorg, der sidder i kroppen.
Birgitte Agger Mote forstår på en helt særlig måde at favne sorgens væsen, og at bringe håb ind i håbløse og mulig mening ind i det meningsløse. Et lille skridt ad gangen.
Med bogens fine og enkle illustrationer, inviteres læseren også til at gå på opdagelse ind i sig selv. Hvis altså det mærkes i orden. I dag. Lige nu. Og hvis ikke, sidder man ikke med følelsen af, at være forkert. Men måske bare ikke parat. Endnu.
Bogen understreger det vigtige faktum, at der ikke findes en facitliste i sorgen, og at sorg (altid) tager længere tid end vi selv ønsker og især i fht hvad vores omgivelser ønsker, håber og tror.
Mine varmeste anbefalinger til denne væsentlige selvhjælpsbog til dig, der har mistet.
Rie S. Pedersen (@booksandfamily) –
En nænsom interaktiv bog om sorg til efterladte. ”Sorgens Huskat” fungerer som en kreativ journal, som hjælp i sorgen. Den beskriver teori, følelser, opgaver og det anbefales af anvende farveblyanter til udfyldelsen. Den kommer hele vejen rundt og giver plads og forståelse for den individuelle sorg.
Martina Levisen, fhv. onkologisk sygeplejerske –
SORGENS HUSKat rammer et område i sygeplejen, hvor behovet er tydeligt, men sproget ofte mangler. Hvordan vi er til stede hos mennesker i sorg, uden at ville ændre, forklare eller fremskynde noget. Bogen insisterer på, at sorgen må have sin egen form og sit eget tempo – og det gør den med en enkelhed, der virker.
Det mest skelsættende ved bogen er dens konsekvente fravalg af løsninger. Her tilbydes hverken modeller, faser eller forklaringer, men et rum, hvor læseren kan være i det, der er – også det uafklarede, det modsatrettede og det, der kan være svært at sætte ord på. Det er en tilgang, mange sygeplejersker efterspørger, men kan have vanskeligt ved at fastholde i en travl hverdag.
Sproget er nært og præcist. Det giver en oplevelse af at blive mødt uden fortolkning eller vurdering. Forfatterens mangeårige erfaring fra arbejdet omkring døden er tydelig i de små, konkrete iagttagelser og i forståelsen for de mere skjulte og skamfulde aspekter af sorg. Bogen rummer både det genkendelige og det, som ofte holdes tilbage – uden at forenkle kompleksiteten.
Fra et sygeplejefagligt perspektiv bidrager bogen med en vigtig justering af, hvad støtte kan være. Den peger på en måde at være til stede på, som mange efterspørger, men kan have svært ved at fastholde i praksis. Samtidig tilfører bogen noget, som også rækker ind i det lægefaglige rum: den giver et sprog til samtalen med mennesker i sorg.
SORGENS HUSKat fremstår som en troværdig og væsentlig udgivelse. Den kan anbefales bredt til alle, der arbejder i sundhedsvæsenet, hvor mødet med sorg er en del af hverdagen.