Mette Hasles børnebog Farmors fabelagtige farvelfest er en varm og rørende hyldest til livet og et opgør med angst for døden.
Der findes farmødre, der bager, hækler og dufter af tørrede blomster. Og så findes der farmødre som Fridas. Farmor kører på motorcykel, går til ninja og elsker at tæve sit barnebarn i Wordfeud.
Frida ved godt, at Farmor ikke lever for evigt, men det føles alligevel som et slag i maven, da Farmor får at vide, at hun er alvorligt syg. Nu skal hun beslutte, hvordan hun vil bruge sin sidste tid. Hendes svar er enkelt: Der skal være fest. For selv når livet er allermest skrøbeligt, må man vel godt fejre det?
Sammen kaster Frida og Farmor sig ud i et uforglemmeligt eventyr fyldt med grin, alvor, pinligheder og kærlighed – samt en lille smule fare – mens de vrider de sidste herligheder ud af livet.
Lidt om Mette Hasle
Farmors fabelagtige farvelfest er skrevet af lægen Mette Hasle, som blandt andet har arbejdet på kræftafdelingen og børneafdelingen. Gennem sit virke som læge har Hasle oplevet, hvordan døden fortsat er tabubelagt, selv når den er helt tæt på. Børn får svært ved at spørge ind, når de voksne ikke sætter ord på det, så der er behov for gode fortællinger, der kan åbne samtalen.
Derfor besluttede Mette sig for at skrive Farmors fabelagtige farvelfest – en lettilgængelig bog, der tager emnet alvorligt uden at være skræmmende. Heri demonstrerer Fridas herlige og uhøjtidelige farmor, at man bør leve livet, mens man har det, i stedet for at bruge sin tid på at frygte døden.
Reviews:
Bogen har fået en stærk anbefaling fra skuespiller og Kræftens Bekæmpelse-ambassadør Esben Dalgaard, som skriver: “Magisk og vidunderlig smuk… Jeg knus-elskede den fra start til slut. Tudede og lo højlydt.”
I juli 2026 skrev Fyens Stiftstidende en artikel om Hasles praksis og litterære virke: ”For Mette Hasle handler det ikke om at opgive patienter, men om at vælge rigtigt, når behandlingen ikke længere hjælper. En patient på OUH gjorde særligt indtryk, og erfaringerne har sat sig så dybt, at hun har gjort døden til et projekt (…) Netop ønsket om at gøre det lettere at tale om døden har fået Mette Hasle til at skrive børnebogen Farmors Fabelagtige Farvelfest. Ifølge hende er døden blevet et tabu. Idéen opstod under en nattevagt på hjertemedicinsk afsnit på Svendborg Sygehus efter et møde med en patient, der havde takket nej til behandling. Bogen handler om pigen Frida og hendes farmor, som finder ud af, at hun er alvorligt syg. I stedet for at bruge den sidste tid på livsforlængende behandling vælger farmoren at skabe minder med familien. Budskabet er ifølge Mette Hasle, at døden ikke skal være et emne, man går udenom.” Read the entire review here.
I september 2026 skrev Dagens Medicin en artikel om bogen: ”Læge Mette Hasle har skrevet en børnebog om 9-årige Frida og hendes farmor, der er alvorligt syg og nærmer sig livets afslutning. Håbet er, at bogen kan være med til at aftabuisere døden og starte samtaler i hjemmene og på skolerne.” Read the entire review here.








Sundhedspolitisk Tidsskrift –
Elvira er en sej farmor. Den slags farmor, ethvert barn burde have. Hun er fandenivoldsk, kører på motorcykel og kaster sig ud på de vildeste kælkebakker med sit barnebarn Frida og hendes søskende, mens børnenes fortravlede forældre forsøger at holde sammen på hverdagen. Der er kun ét problem med Elvira. Hun har fået kræft og skal snart dø.
´Farmors fabelagtige farvelfest´ handler om et af de vanskelige spørgsmål, der opstår, når en alvorligt syg patient nærmer sig livets afslutning: Hvor meget skal livet forlænges og til hvilken pris?
Elvira får mulighed for livsforlængende behandling, men vælger den fra. Hun ønsker ikke at bruge sin sidste tid på kemoterapi og de bivirkninger, der følger med. I stedet vælger hun en sidste tid, hvor hun kan være mest muligt sig selv og gøre de ting, hun holder af, sammen med sin familie.
Det er et aktivt valg. Og netop derfor bliver bogen mere interessant end en traditionel fortælling om et barn, der mister en bedsteforælder. For hvornår er livsforlængende behandling det rigtige valg? Og hvornår risikerer behandlingen i stedet at forlænge den sidste del af livet på bekostning af den livskvalitet, patienten faktisk ønsker?
Her giver bogen et konkret billede af, at det at fravælge behandling også kan være et aktivt valg om, hvordan den sidste tid skal leves.
Det er samtidig en bog om, hvordan man taler med sine nærmeste om den beslutning. Og i særdeleshed om, hvordan man taler med børn. Børn har en ualmindelig stærk evne til at fornemme, når noget er galt, og hvis de voksne ikke sætter ord på sygdommen og døden, kan børnene selv komme til at udfylde tomrummet. Derfor er det værdifuldt med fortællinger, der gør det muligt at tale om det, som ellers let bliver fortiet.
´Farmors fabelagtige farvelfest´ er skrevet med netop dette formål for øje. Bogen kan læses højt sammen med børn og bruges som afsæt til samtaler om sygdom, død, sorg og om, hvad der egentlig udgør et godt liv.
Den lægger samtidig op til en samtale om behandlingsvalg. Ikke som en facitliste over, hvad man bør vælge, men som en fortælling om, at det også kan være legitimt at vælge livsforlængende behandling fra, når målet er at få en sidste tid med færre bivirkninger og mere plads til det liv, der er tilbage.
Farmor Elvira er på mange måder bogens stærkeste kort. Hun er ikke en bedstemor, der ligger stille og venter på døden. Hun vil leve, mens hun kan.
Derfor beslutter hun sig for at bruge sin sidste tid på at gøre det, hun holder af, sammen med Frida og resten af familien. Det bliver til en blanding af eventyr, ballade, pinligheder og alvor, mens familien forsøger at få mest muligt ud af den tid, de har sammen.
Det livsbekræftende budskab er tydeligt: Døden er uundgåelig, men den behøver ikke fylde hele den sidste del af livet. Der skal også være plads til grin, kærlighed, fjol og almindeligt hverdagsliv.
Bogen er fint skrevet og rørende, og humor spiller en vigtig rolle. Det gør fortællingen mindre belærende. Farmor må gerne være både syg og sjov, og hun behøver ikke ophøre med at være sig selv, fordi hun skal dø.
´Farmors fabelagtige farvelfest´ er en fin og vedkommende bog om at dø, men i lige så høj grad om at leve, mens man stadig kan. Den åbner for samtaler, som kan være svære at tage – både mellem læger og patienter og mellem voksne og børn.
Og den minder om noget, som både læger og pårørende kan have brug for at blive mindet om: At når døden nærmer sig, er spørgsmålet ikke kun, hvor længe livet kan forlænges, men også, hvordan vi vil bruge den tid, der er tilbage.
hanne.s.m –
Farmors fabelagtige farvelfest er en livsbekræftende og hjertevarm bog om et svært emne: døden.
Bogen er virkelig godt skrevet, meget læsevenlig, virkelighedsnær og med en god fremdrift i fortællingen. Teksten understøttes dejlige illustrationer, der understreger den varme og autenticitet, bogen repræsenterer.
Som lærer og skolebibliotekar vil jeg virkelig anbefale bogen til oplæsning for børn. Børn fra omkring 10-års alderen kan selv læse den.
Hanne Sinding Møller, friskolelærer