Anette Ridders børnebog Moonstar & Snehvide er en “emotional comfort”-fortælling, hvor dyr fungerer som trygt fristed. I bogen følger vi pigen Liv, som nogle gange godt kan føle sig ensom eller usikker, men så hjælper det at være sammen med de to heste, Moonstar og Snehvide.
Liv føler sig forkert. I skolen er det nemmere at være tæt på læreren end på de andre børn i klassen. Derhjemme har hendes forældre travlt, og der er ikke rigtigt nogen, der spørger, hvordan hun har det.
Men der findes et sted, hvor alting er anderledes: Hos hestene Moonstar og Snehvide. De lytter, de forventer ikke noget, og sammen med dem tør Liv være sig selv.
I lang tid tror Liv ikke, at andre end Moonstar og Snehvide vil kunne forstå hende, men så en dag flytter der en ny pige ind ved siden af. Pludselig er der en chance for, at noget kan forandre sig. Men tør Liv slippe nogen ind i sit liv?
Moonstar & Snehvide er en rørende og genkendelig fortælling om ensomhed, mod og om at finde et sted, hvor man hører til. I modsætning til klassiske hestebøger så fokuserer denne bog mindre på ridning og konkurrence og mere på den følelsesmæssige tryghed, de smukke dyr kan give os.
Lidt om Anette Ridder
Anette Ridder er uddannet cand. mag. i dansk og har altid været glad for at læse og skrive. Da hendes børn var små, fandt hun på historien om to heste, som pigen Liv besøgte og som gjorde alting lidt nemmere for hende.
Nu har hun så skrevet Moonstar & Snehvide. Med bogen ønsker Ridder at give børn en oplevelse af, at selv om man kan føle sig lidt anderledes og alene, så kan ting godt ændre sig og blive bedre – hvis man tør tage en chance.








LokalNyt Birkerød –
”Moonstar & Snehvide” tager fat på et emne, som mange børn kan genkende, men som ikke altid er let at sætte ord på for dem: følelsen af at være uden for et fællesskab. Her fungerer de to heste som et følelsesmæssigt fristed. Hos Moonstar og Snehvide behøver Liv ikke at forklare sig eller leve op til andres forventninger. Det er en fin måde at vise, hvordan dyr kan give børn en oplevelse af tryghed og accept, når relationerne til mennesker føles svære.
Bogen vil især kunne tale til børn, der selv føler sig anderledes eller har svært ved at finde ind i en gruppe. Men den kan også give andre børn, der ikke befinder sig i en lignende situation, en bedre forståelse for, hvordan ensomhed kan se ud og måske gøre dem mere opmærksomme på klassekammerater, der har brug for, at nogen anden end dem selv tager det første skridt.